Mohamed Zidan vil gerne væk fra Werder Bremen og håber på, at han kan skifte til Mainz i vinterpausen. Angriberens mest succesfulde tid i Tyskland var som lejesvend i Mainz sidste sæson. I werder Bremen er det aldrig lykkedes den tidligere FC Midtjylland-stjerne at slå igennem, og nu håber han at komme tilbage til Mainz på permanent basis.
»Jeg er ked af, at jeg ikke har fået mere spilletid i Werder Bremen. Hvis jeg får muligheden, vil jeg gerne skifte til en anden klub. Jeg vil gerne til Mainz, for jeg var meget glad for at være der, da jeg var udlejet,« siger Mohamed Zidan.
I Werder Bremen er den 25-årige ægypter marginalspiller, men da han var i Mainz, spillede han en nøglerolle på holdet.
»Jeg har haft det så godt hos Mainz, at jeg meget gerne vil hjælpe dem med at undgå nedrykning. Jeg føler, at de virkelig har brug for mig,« siger Zidan.
Mens Werder Bremen topper Bundesligaen og i efteråret spillede Champions League, så kæmper Mainz en hård kamp i Bundesligaens bund. Holdet ligger sidst med seks point op til den rigtige side af nedrykningsstregen. Alligevel vil Zidan gerne skifte klub.
»Jeg har nøje overvejet, om det ville være godt at skifte til Mainz. Der er selvfølgelig en fare for, at holdet rykker ned, men det tror jeg ikke vil ske. De har hentet Leon Andreasen, og hvis jeg kommer til, og de måske også henter en spiller eller to mere, så skal det nok gå.«
Det kan dog også blive en anden klub, der løber med den teknisk stærke angribers underskrift. Men det bliver næppe en dansk klub.
»Der er flere klubber, der skulle være interesseret. Jeg har hørt, at der også skulle være et par danske. Jeg er glad for interessen fra Danmark, men jeg vil ikke tilbage endnu, måske om nogle år. Jeg vil gerne blive i Tyskland. Det kan også godt være, at jeg bliver i Bremen, og så vil jeg kæmpe for at få plads på holdet.«
Werder Bremens spillere tog lørdag morgen på træningslejr i Belek, Tyrkiet. Mohamed Zidan tog ikke med på grund af sygdom.