Skiftet til Mainz fra Werder Bremen har været det helt rigtige for de tidligere Superligaspillere Leon Andreasen og Mohamed Zidan. Lørdag sikrede Zidan Mainz endnu en Bundesligasejr, da FC Nurnberg var på besøg. Ægypteren nettede to gange i første halvleg i 2-1-sejren, mens Leon Andreasen så rødt i anden halvleg efter to gule kort. Jan Kristiansen så hele kampen fra Nurnbergs bænk.
Mainz er efter fem sejre i de seneste seks kampe helt oppe på en tiendeplads.
Hamburger SV fortsætter fremmarchen, og med en 3-1-sejr over Frankfurt er klubben over nedrykningsstregen på bekostning af netop Frankfurt.
Bayern München fik også en tiltrængt sejr, da storklubben hev 2-1 hjem over Wolfsburg. Storklubben er placeret på en skuffende fjerdeplads.