En pilot blev dræbt, og tre passagerer måtte springe for livet, da en zeppeliner i går brød i brand i den sydlige del af tyskland.
Det oplyser den tyske avis Bild, hvis fotograf var ombord på luftskibet, men overlevede ulykken.
Efter at have evakueret de tre passagerer, forsøgte piloten at nødlande luftskibet, men benzinen ombord udløste en eksplosion, og han faldt fra 40 meters højde.
Zeppelineren var en mindre model, der primært bruges til reklameflyvninger.
Ulykken skete ved flyvepladsen i Reichelsheim, da luftskibet lagde an til landing.
Vidner fortæller, at de hørte en høj lyd fra motoren og lugtede brændstof.