8-1.
Så stort vandt fodboldklubben Zenit Skt. Petersborg torsdag aften efter et vildt comeback, der sendte russerne videre i Europa League-kvalifikationen med samlet 8-5 mod Dinamo Minsk.
Minsk havde vundet det første opgør 4-0, men med en Zenit-sejr på 4-0 i ordinær tid torsdag aften skulle kampen ud i forlænget spilletid.
Her eksploderede kampen for alvor. Minsks Seidu Yahaya startede med at reducere til 1-4, men så lynede Zenit fire gange i den anden ende, og gæsterne fra Hviderusland fik et rødt kort.
Zenit gik derfor videre med de imponerende cifre.
Da kampen var forbi, kunne Artem Dzyuba kigge på måltavlen og konstatere, at han havde scoret hattrick, mens Robert Mak nettede to gange.
I playoffrunden, der er sidste runde før Europa League-gruppespillet, møder Zenit norske Molde, der sikrede avancement med samlet 3-0 over Hibernian.
Den tidligere FC København-spiller Christoffer Remmer spillede hele kampen for Molde.
/ritzau/