De Radikales markante debattør Zenia Stampe bliver ny socialordfører for regeringspartiet.
Det har Det Radikale Venstre besluttet i forbindelse med en ordførerrokade, som lørdag blev offentliggjort på partiets landsmøde.
Socialområdet bliver et af de steder, hvor der i de kommende år skal produceres masser af politik. Senest har regeringen offentliggjort flere sociale mål, som skal opfyldes inden 2020.
- Socialpolitikken bliver især efter lanceringen af de sociale 2020-mål et fokusområde for regeringen. Jeg glæder mig til at gøre mit for at løfte den helt centrale debat om, hvordan vi skaber lige muligheder for alle, siger Zenia Stampe i en pressemeddelelse.
Hun beholder samtidig sin post som forsvarsordfører, mens Marlene Borst Hansen overtager Zenia Stampes udlændingeområde.
Liv Holm Andersen, som afgiver posten som socialordfører, overtager til gengæld ligestillingsområdet fra Marlene Borst Hansen.
- Regeringsrokaden i august var en anledning til at vi kiggede på vores ordførerskaber og rystede posen. Det er blevet til en lille rokade, siger Sofie Carsten Nielsen, gruppeformand for Radikale Venstre.
Marlene Borst Hansen, der også er kommunal-, kultur og idrætsordfører ser frem til at overtage udlændingeområdet, der er slagmark for nogle af "landets vigtigste værdidebatter":
- Det gælder debatter omkring synet på vore medmennesker og holdningen til at tage ansvar for hinanden, siger Marlene Borst Hansen.
Selvom Liv Holm Andersen træder et skridt tilbage fra posten som socialordfører, så ser hun muligheder i det mindre ordførerskab, ligestilling, der samtidig giver hende tid til at være mere aktiv på integrationsområdet.
Uffe Elbæk overtager som sidste del i rokaden it-ordførerskabet fra Andreas Steenberg.
Tidligere i regeringsperioden har Radikale Venstre skiftet ordførerskaber i forbindelse med, at Marianne Jelved overtog kulturministerposten fra Uffe Elbæk.
/ritzau/