Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger til avisen Wall Street Journal, at en våbenhvile med Rusland uden samtidig at få det tabte land tilbage blot vil forlænge krigen.
Det vil give Rusland en mulighed, som det har hårdt brug for, til at bevæbne sig på ny.
- At fastfryse konflikten med Den Russiske Føderation indebærer en pause, som giver Rusland tid til at puste ud, siger han til den amerikanske avis.
Richard Moore er chef for den britiske efterretningstjeneste MI6. Han vurderer, at de russiske styrker i Ukraine er "ved at tabe pusten".
Den britiske spionchef tror, at det russiske militær i stigende grad vil få svært ved at sørge for mandskab og materiel over de kommende uger. Det siger han på en sikkerhedskonference, Aspen Security Forum, i USA.
- De bliver nødt til at holde en pause på en eller anden måde, og det vil give ukrainerne mulighed for at slå tilbage, siger Moore ifølge nyhedsbureauet PA.
Ruslands krig i Ukraine har varet næsten fem måneder.
/ritzau/Reuters