Der er gået fisk i forskningen hos medicinalvirksomheden Neurosearch.
Virksomheden tester nemlig i øjeblikket epilepsimedicin på zebrafisk.
Det smarte ved at bruge zebrafisk er, at forskerne ved alt om deres gener. 70-80 procent af fiskenes gener er magen til menneskets.
»Zebrafiskenes gener er fuldstændig kortlagt, så der er en hel række sygdomme, som vi kan inducere i fiskene, ganske enkelt ved at foretage visse mutationer i generne,« siger Naheed R. Mirza, direktør for Neurosearch’ Farmakologiske afdeling, til Nyhedsmagasinet Ingeniøren.
Fremtidens forsøgsdyr
Når forskerne giver zebrafiskene medicin, smitter de så at sige fisken med en sygdom. Det betyder, at forskerne kan undersøge, om medicinen er giftig for zebrafiskene og derfor skal ændres, inden den kommer ud til forbrugerne.
»Vores mål er at anvende zebrafisk i udviklingen af nye lægemidler. På nuværende tidspunk er der endnu lang vej til, at de kan erstatte mus og rotter, men der er mange fordele ved zebrafiskene – både etiske og økonomiske,« siger Naheed R. Mirza.
Zebrafisk er endnu ikke godkendt som testdyr. Og før de er det, er det ikke lovligt at bruge data fra forsøgene som dokumentation.