Hvad gør man lige, hvis en zebra pludselig krydser en tæt befærdet vej i en storby? Med garanti ikke et spørgsmål, der kan dukke op til teoriprøven – men det var præcis, hvad bilisterne i Sydkoreas hovedstad måtte forholde sig til torsdag eftermiddag. Det skriver BBC.
Zebraen Sero, der betyder ”lodret” på koreansk, slap på en eller anden måde ud af sit hjem i Seoul Children's Grand Park Zoo. Det unge dyr, der er fra 2021, virkede i første omgang nysgerrig på de uvante omgivelser og stak hovedet ned i flere skraldespande på sin vej rundt i millionbyen.
Imens forsøgte politi, brandvæsen og dyrepassere at få indfanget flugtfangen, da zebraen søgte ind i en gyde. Her lykkedes det at få den bedøvet og bragt tilbage til sine vante omgivelser.
Dyrlæger har siden undersøgt Sero, som skulle være ved godt helbred. Og bilisterne i Seoul har samtidig fået en ret utrolig historie at fortælle.
Se video af zebraens springtur herunder: