»Ja, Karim Zaza starter i morgen. Det har været en vanskelig beslutning, da vi har været glade for Martin S. Jensens indsats, men vi føler, at det nu er det rigtige tidspunkt at bringe Karim i spil,« siger træner Erik Hamrén.
Og selv om den marokkanske keeper blot har spillet en enkelt kamp for reserverne, siden han blev sin skulderskade kvit, er Zaza klar til den svære opgave, hvor finnernes 2-1-føring skal hentes.
»Man skal ikke være nogen Einstein for at regne ud, at kampformen ikke er der. Men de sidste 10-15 procent får man alligevel kun ved at spille kampe, og jeg har jo masser af rutine,« forklarer Zaza til Nordjyske.
HJK Helsinki ligger midt i den finske række, men har alligevel blot tabt to kampe. 11 af hovedstadsklubbens kampe er endt uafgjort, men det resultat vil som bekendt ikke være nok for AaB i aften.