Zach Snyder har tidligere filmatiseret tegneserierne '300' og 'Watchmen', og nu har han fået blod på tanden for endnu en. Denne gang er det 'The Dark Knight Returns', af Frank Miller. Miller står bag tidligere seersucceser som 'Sin City' og '300'.
"Jeg er interesseret i Frank Millers 'The Dark Knight'. Det er virkelig min yndlingstegneserie. Filmselskabet har dog denne enorme franchise, og jeg tror ikke, at de vil lade mig lave en Batman-film, hvori han er 50 år gammel og hvor Ronald Reagan er præsident," fortæller Zach Snyder til worstpreviews.com.
'The Dark Knight Returns' er en dyster fortælling, som udspiller sig i 1986, efter Bruce Wayne har trukket sig tilbage som Batman. Den anden Robin er omkommet, og Gotham City er overrendt af kriminalitet. Bruce erkender dog, at der er brug for ham og vender tilbage med en ny, kvindelig Robin.