Det er en klar krænkelse af ytringsfriheden, at Radio- og tv-nævnet har givet den nationalistiske Radio Holger sendeforbud.
Det mener pressejurist og lektor på Danmarks Journalisthøjskole Oluf Jørgensen ifølge TV 2 Lorry.
Han kritiserer Radio- og tv-nævnets afgørelse for at være for drastisk. Sendeforbuddet er nemlig ikke udstedt på grund af indholdet i Radio Holger, men fordi radioleder Kaj Vilhelmsen ikke har indsendt en kopi af et program, som nævnet krævede udleveret, inden den frist, som nævnet havde sat.
»De burde inddrage sendetilladelsen midlertidigt, ind til Radio Holger havde indsendt materialet. Herefter kunne man så på baggrund af indholdet og ikke formaliteterne bedømme, om der er belæg for en permanent inddragelse af stationens sendetilladelse,« siger Oluf Jørgensen til TV 2 Lorry.
Radio- og tv-nævnet valgte den 10. november at inddrage Radio Holgers sendetilladelse, fordi nævnet ikke havde modtaget den ønskede kopi af en radioudsendelse fra august. Nævnet havde modtaget en klage fra Dokumentations- og rådgivningscenter for racediskrimination over udsendelsen, hvor Kaj Wilhelmsen kaldte dansk-libanesere for »djævletilbedere« og Danmark for »den 3. verdens affaldsplads«.