En mand er i kritisk tilstand efter et opgør mellem to grupper på en tankstation i Tilst ved Aarhus sent torsdag aften. Det oplyser politiet fredag formiddag.
Den hårdt sårede mand, der er 24 år, blev bragt til behandling på Aarhus Universitetshospital.
Politiet fik meldingen om vold på Circle K klokken 23.20.
En talsmand for politiet siger, at der formentlig var tale om et internt opgør i det kriminelle miljø.
Den hårdt tilskadekomne var tilsyneladende blevet kørt ned af en bil. En anden mand, der er 22 år, er blevet behandlet for flere snitsår.
Den førstnævnte havde "tydelige skader på kroppen og i hovedet", oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse om sagen fredag formiddag.
Nogle af deltagerne i sammenstødet flygtede fra stedet enten til fods eller i bil, inden politiet nåede frem.
Politiet håber på, at eventuelle vidner henvender sig.
/ritzau/