- Umiddelbart så tænker jeg: "Det kan ikke være rigtigt".
Sådan lyder reaktionen fra formanden for Yngre Læger, Lisbeth Lintz, efter at det torsdag aften kom frem, at regeringen i yderste konsekvens er parat til at fratage Praktiserende Lægers Organisation (PLO) deres rolle som forhandlingspartner.
- Jeg synes, det lyder ret uhyggeligt, at man siger: "Hvis den her flok mennesker er for besværlige, så nægter vi dem bare at holde sammen", siger hun til Ritzau.
Det var DR Nyheder, der torsdag kunne afsløre indholdet af notatet fra Sundhedsministeriet.
Her fremgår det, at det drastiske skridt kan tages "i tilfælde af, at PLO efter betydelige indrømmelser og et meget langstrakt forhandlingsforløb fortsat er helt uden for rækkevidde".
Tiltaget kan også komme på tale, hvis lægerne med strejker, henvisninger eller andre konfliktskrift "truer sundhedsvæsenets stabilitet og bæredygtighed i betydeligt omfang".
- I mine øjne strider det imod grundideen, som det danske arbejdsmarked bygger på. Man finder sammen med folk, der har samme udfordringer. Både lønmodtagere, arbejdsgivere og i PLO's tilfælde små selvstændige erhvervsdrivende
- Jeg synes, det er problematisk, at man allerede på et relativt tidligt tidspunkt har skrevet et notat, hvor man lægger op til at gøre op med det, hvis man ikke får det, som vil have det, siger Lisbeth Lintz.
Hun håber, at parterne kan løse konflikten uden denne type tiltag.
- Som det ser ud, er man principielt i gang med et forhandlingsforløb, og vi vil kraftigt opfordre parterne til at søge kontakt til hinanden med henblik på at finde en forhandlingsløsning i stedet for at optrappe konflikten, siger hun.
/ritzau/