Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
I hele landet har der været godt gang i boligmarkedet sidste år, og det ser ud til, at landdistrikterne også er blevet en del af den positive tendens. Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.
Antallet af bolighandler steg med 19 procent til over 42.000 i 2015. Specielt gik antallet af handler frem i Region Syddanmark og Region Sjælland.
For eksempel i kommuner som Tønder og Sønderborg, hvor salget tidligere er gået trægt, har man haft fremgang i antallet af handler på henholdsvis 10 og 18 procent.
Hos Landdistrikternes Fællesråd, som tæller 40 danske land- og yderkommuner, er formand Steffen Damsgaard begejstret for udviklingen.
"Det er meget positivt, at man i flere kommuner rundt omkring i landet oplever, at boligmarkedet er på vej fremad. Flere steder ser vi faktisk, at urbaniseringstendensen er ved at vende, og at man ligefrem har en positiv nettotilflytning. Det er godt for bosætningen og dermed en grundlæggende forudsætning for vækst og udvikling i hele Danmark", siger han.
Det er dog også oplevelsen, at mange flere gerne vil flytte på landet, men ikke kan få den nødvendige finansiering til at købe en bolig. Landdistrikternes Fællesråd har stødt på problemet igennem mange år og har tidligere foreslået forskellige løsningsmodeller.
"Der er stadig områder i Danmark, hvor det er svært for folk at låne til en bolig eller en erhvervsejendom. Vi håber, at de udmeldinger der er kommet fra Finanstilsynet og en række realkreditselskaber kan være med til at sikre, at vi får gang i markedet", afslutter Steffen Damsgaard.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.