Politiet har for kort tid siden anholdt yderligere to i den voldsomme drabssag, hvor en 41-årig mand fik skåret halsen over på åben gade i København.
"De vil blive sigtet for medvirken til drab. Vi ved endnu ikke, om det bliver i dag eller i morgen," siger Ove Dahl til Nyhedsbureauet Newspaq.
I morges anholdt politiet den 44-årige taxachauffør, der siden i går har været hovedmistænkt i sagen. Manden meldte sig selv i sagen om drabet på Bygmestervej i Københavns nordvestkvarter.
Taxa-chaufføren vil blive fremstillet i grundlovsforhør senere i dag, oplyser Ove Dahl.
En 41-årig makedoner fik tirsdag aften skåret halsen over og stukket adskillige gange på kroppen. Offeret var kort inden drabet blevet set af vidner i heftigt slagsmål med tre andre mænd.
Selvom politiet nu har fanget tre personer, er man dog ikke stoppet med at lede efter flere implicerede.
"Jeg vil ikke afvise, at der kan være flere," siger Ove Dahl.