Den danske kicker Morten Andersen skaffede søndag sit hold Atlanta Falcons syv point, da holdet gæstede Cleveland Browns.
Det var dog ikke nok til at sikre Falcons sejren. De tabte den tætte kamp 17-13 efter at have tabt to interceptions.
Tre gange i løbet af kampen var der bud efter danskeren. Første gang skulle han sparke et field goal fra 44 yard-linjen, anden gang et ekstra point og tredje gang scorede han fra 41 yard linjen.
Trods nederlaget kunne Morten Andersen altså høvle yderligere syv point af de 31, han manglede for at slå scoringsrekorden i NFL forud for aftenens kamp. Han har nu syv kampe tilbage i sæsonen til at score de resterende 24, der kan give ham rekorden som den mest scorende spiller i NFL nogensinde.