Xis mandat for livstid forstærker autoritære tendenser

Den globale klub med styrede eller udhulede demokratier bliver større og større, siger politiske iagttagere.
I Europa er Ungarns Viktor Orbán blevet bannerfører for, hvad han kalder "illiberalt demokrati", mens den amerikanske præsident, Donald Trump, står for udbredelsen af en form for aggressiv nationalisme på verdensplan med slogans som "America First".
I Europa er Ungarns Viktor Orbán blevet bannerfører for, hvad han kalder "illiberalt demokrati", mens den amerikanske præsident, Donald Trump, står for udbredelsen af en form for aggressiv nationalisme på verdensplan med slogans som "America First". Foto: Bernadett Szabo/Reuters

Det kinesiske kommunistparti har med beslutningen om at give præsident Xi Jinping et mandat til at regere på livstid vist, at landet er slået ind på en mere nationalistisk og autoritær kurs, siger politiske iagttagere.

Det kinesiske etpartisystem er rykket længere væk fra et demokratisk system, som mange vestlige tænkere tidligere anså for at være en forudsætning for global handel.

Men den nye udvikling i Beijing er et brud med det liberale demokrati, som er baseret på individets rettigheder, på retssamfundet og på ytringsfrihed.

- Vi har vænnet os til at tænke, at det liberale demokrati er normalt, men det er det helt åbenlyst ikke. For i hele menneskehedens historie, har demokrati ikke eksisteret så længe igen, når vi taler om den internationale verdensorden, siger politologen George Magnus, fra China Centre på Oxford Universitet.

- Regimer med ledere, som ikke er liberale, forkaster den demokratiske model, som vi er vokset op med, tilføjer han.

Han henviser blandt andet til Vladimir Putin i Rusland, Recep Tayyip Erdogan i Tyrkiet, Rodrigo Duterte i Filippinerne og Abdel Fattah al-Sissi i Egypten.

De er alle blevet valgt, men de har trådt demokratiet under fode, efter at de er blevet valgt.

- Det står helt klart for alle, at denne klub med styrede eller ledede demokratier bliver større og større, siger Caroline Galacteros, som leder den franske tænketank Planeting.

I Europa er Ungarns Viktor Orbán blevet bannerfører for, hvad han kalder "illiberalt demokrati", mens den amerikanske præsident, Donald Trump, står for udbredelsen af en form for nationalisme med slogans som "America First".

Det indebærer også, at USA har mistet den moralske autoritet, som landet tidligere har haft til at fordømme og oplyse om politisk undertrykkelse i andre lande.

Kenneth Roth, som er direktør for menneskeretsgruppen Human Rights Watch, siger, at demokratiske ledere har et ansvar og må leve op til det ved at tale imod despoter og autokratier, hvor al magt er samlet hos en enkelt person.

Han siger, at Kina har mange finansielle bånd til undertrykkende regimer i for eksempel Venezuela og Zimbabwe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.