I 2019 strøg han til tops og vandt X Factor med vindersangen ”Lost & Profound”. Siden har man dog ikke hørt meget fra den nu 29-årige Kristian Kjærlund, og det har sin ganske naturlige årsag, skriver Ekstra Bladet.
Den tidligere Blachman-solist har nemlig været ramt af stress to gange, og derfor er musikken blevet til et hobby-projekt. Det fortalte han, da han mødte Ekstra Bladet i forbindelse med sangkonkurrencens første liveshow fredag aften.
- Jeg har siden sejren haft fokus på studiet og er faktisk gået ned med stress et par gange, så derfor har musikken været på hobbyplan, lød det fra Kristian Klarlund, der ellers umiddelbart efter sin sejr ikke var i tvivl om, at han gerne ville gå den musikalske vej. Noget. han blandt andet lod TV2’s trofaste seere vide, da de efter finalen dengang kunne chatte med vinderen. Men nu har musikdrømmen fået en lidt anden lyd.
- I efterspillet, efter jeg havde vundet, fandt jeg ud af, at den appel, som min musik havde til at starte med, forsvandt lidt i alt det andet, så derfor er musikken mest bare på hobbyplan nu, forklarer Kristian Kjærlund, der nu øver sig at skrive sine egne tekster.
X Factor blev vist for første gang i Danmark i 2008. I 2019 overtog TV2 rettighederne, og er nu i gang med sin syvende sæson, med Thomas Blachman som fast inventar i dommerpanelet. Fredag aften var første af i alt seks liveshows.