"X Factor"-legenden Thomas Blachman er i tvivl om, om han fortsætter som dommer i den populære sangkonkurrence på TV 2.
Det fortæller han til Her og Nu.
Han har dog nok et par måneder til at overveje situationen og de krav han stiller for at svinge sin kunstneriske pisk over de udvalgte talenter.
Fredag aften vandt Leslie Nguyen årets udgave af "X Factor". Det blev således en triumf for Oh Land, mens Thomas Blachman måtte se muligheden for en sjette sejr forsvinde.
Thomas Blachman har altså endnu ikke besluttet sig for, om den kommende sæson bliver med ham ved dommerbordet.
- Sådan noget må man ikke spørge om. Produktionen bliver jo ved med at spørge, men jeg skal også spørge mig selv hvorfor, og hvis "X Factor" er et grantræ med guirlander, så er jeg selve stammen, siger 62-årige Thomas Blachman til Her og Nu.
Han bedyrer, at han elsker at lave "X Factor", men at endnu en sæson vil kræve, at han genopfinder sin indfaldsvinkel på konkurrencen.
- Det vil kræve, at jeg kommer til at fremstå som en hipster på femten år.
Thomas Blachman har vundet konkurrencen fem gange - senest med Mads Moldt i 2022.