Den britiske "X Factor"-stjerne Tom Mann skulle lørdag have været gift med sin 34-årige kæreste Dani Hampson i London.
Men brylluppet blev i stedet afløst af en tragedie, da den 34-årige brud døde bare få timer før vielsen. Det vides ikke, hvordan Dani Hampson døde, men ifølge britiske medier led hun ikke af nogle kendte sygdomme.
Parret skulle have været gift i september 2020, men corona-pandemien udskød brylluppet til denne sommer. Dengang skrev Dani Hampson på Instagram:
- Jeg kan ikke vente med at blive gift med dig, men verden har andre planer.
Og det havde verden så også denne tragiske juni-lørdag.
Tom Mann fortalte den hjerteskærende historie i et Instagram-opslag mandag. Her kaldte han sin afdøde kæreste for “det stærkeste lys” og skrev, at han ville savne hende for evigt.
- Jeg kan ikke tro, jeg skriver disse ord, men min elskede Dani - min bedste ven, mit livs kærlighed - døde i de tidlige timer lørdag morgen den 18. juni. Det, der skulle være den lykkeligste dag i vores liv, endte med uoprettelig hjertesorg, lød det fra Tom Mann, der var med i den britiske udgave af “X Factor” i 2014 som en del af boybandet "Stereo Kicks".
Tom Mann er nu alene med sønnen Bowie, der kom til verden for otte måneder siden.
- Jeg er fuldstændig nedbrudt af at forsøge at bearbejde dette, og jeg ved ærligt talt ikke, hvor jeg skal gå hen herfra, men jeg ved, at jeg skal bruge enhver styrke, jeg kan mønstre, til vores lille dreng, skriver han på Instagram.