X Factor-Anna har flyttet sig meget, siden hun i 2010 måtte bøje hovedet og tydeligt rørt forlod DR's populære sangkonkurrence.
Dengang var den færøske sangfugl kun 18 år. Nu er hun blevet 25 og kan kalde sig sygeplejerske.
Titlen kom i hus, da hun på Professionshøjskolen Metropol i København færdiggjorde sin uddannelse med flotte karakterer, skriver Se og Hør. På sin Instagram-profil skriver Anna Nygaard blandt andet "F Æ R D I G" og #10talspige.
Anna Nygaard bruger kunstnernavnet Anna Faroe, når hun står bag mikrofonen. Hun udgav i 2010 albummet "Because I want to" og har siden blandt andet sunget kor for Søs Fenger.
I 2012 blev hun gift med Mads Fjelstervang, som var music supervisor på den danske succes-komedie "Klassefesten" (2011), og samme år blev hun mor til Sigurd.
Anna vil fortælle historier
Tidligere på året fortalte Anna Nygaard til DR, at hun fortsat synger og arbejder med sin egen musik.
- Jeg arbejder sammen med en guitarist, jeg har kendt siden X Factor og mit album, og så har jeg øvet mig en masse på at skrive tekster, sagde Anna Nygaard i februar.
Hendes drøm er at udgive sin egen musik og komme ud og spille for en masse mennesker.
- Det jeg allerbedst kan lide, det er at fortolke og fortælle historier med musikken. Om op- og nedture. Det var derfor, jeg startede. Og for mig kan det bedst lade sig gøre ved at fortælle mine egne ting med egne tekster.