28-årige Stephanie har en drøm om at skifte jobbet som økonomikonsulent ud med en levevej på scenen.
- Selvfølgelig vil jeg fortsætte med at lave musik. Jeg vil leve af musikken, og det forsøg giver jeg den. Jeg har haft en del cover-job igennem tiden, men jeg vil gerne ud med mit eget, siger Stephanie.
Drømmen er at udgive en plade inden alt for længe.
- Jeg ved godt, hvor jeg kunstnerisk vil hen, men jeg ved ikke, hvem jeg skal have fat i, for at nå det mål, siger Stephanie, der er fuld af beundring for sin mentor Ida Corr.
- Jeg har aldrig set en dame knokle så meget for mennesker. Hun giver 100 procent. Selvfølgelig vil jeg gerne arbejde sammen med Ida, men nu skal hun koncentrere sig om Chresten og så tage sig en lang ferie bagefter, så hun ikke dør af stress, siger hun.
Stephanie er ked af at være færdig i X Factor.
- Det er svært at mene, om man burde være røget ud eller ej. Det handler om at ramme dagen.
- Jeg synes, at alle gjorde det godt i aften, men jeg ramte åbenbart ikke dagen ifølge seerne, siger Stephanie, der til daglig bor med sin kæreste på Nørrebro i København.
Dommer Ida Corr kalder det "sørgeligt", at hendes solist blev stemt ud.
- Jeg havde ikke set det komme. Det var ikke Stephanies bedste præstation i dag, men stadigvæk for god til at ryge ud, siger Ida Corr.
Hun er dog sikker på, at vi kommer til at se meget mere til den rødhårede sanger i fremtiden.
- Vi har skrevet noget musik sammen, som jeg i den grad synes, at hun skal gå videre med, siger Ida Corr.
/ritzau/