Da det fredag aften stod klart, at Clara - stik imod bookmakernes forventninger - måtte forlade "X Factor", strømmede tårerne fra Samuel Sigalaz øjne.
De to er i løbet af den seneste måned gået fra at være venner til "lidt mere end det", afslørede han tidligere på ugen. Men det skulle seerne slet ikke have vidst, siger Clara Nedergaard nu.
- Vi havde egentligt ikke planlagt, at vi skulle udtale os til journalister om det, men Samuel blev spurgt ind til det i mandags, og åbnede om det, da han ikke ville lyve, siger Clara til TV2.
Og når nu katten alligevel er sprunget ud af sækken, sætter hun også et par ord på, hvordan romancen opstod.
Sangeren beskriver, hvordan hun og Samuel for en måneds tid siden havde hinanden på tomands hånd. Samtalen endte med at vare fem timer og gave dem sommerfugle i maven.
- Jeg havde ikke tænkt over, at kærlighed også kunne opstå under "X Factor". Derfor kom det bag på mig, da jeg mærkede det i maven. Jeg har hele tiden tænkt, at Samuel var en flot fyr, det kan man ikke tage fra ham, men det har ikke spillet en rolle i det, siger hun til TV2.
Selvom der altså er mere end bare venskab imellem de to 19-årige deltagere, som begge havde Thomas Blachman som mentor, kalder de sig endnu ikke kærester.
Gnistrene opstod mens de gik op og ned ad hinanden hver dag i forbindelse med "X Factor", nu skal de se, hvordan det udvikler sig efter showet.
Clara Nedergaard er allerede tilbage i Skanderborg, hvor hun har kastet sig direkte over en 3.G opgave, mens gruppen Sigalaz på fredag skal kæmpe om en plads i finalen i "X Factor".