X Factor-Rasmus afslører: Jeg sang ved Mary og Frederiks bryllup

Da kronprinsen blev gift, var det blandt andet Rasmus, der nu er kendt fra "X Factor", der leverede musikken.
Rasmus Therkildsen, der er blandt deltagerne i årets X Factor, husker tydeligt kronprinsparrets bryllup.
Rasmus Therkildsen, der er blandt deltagerne i årets X Factor, husker tydeligt kronprinsparrets bryllup. Foto: Martin Sylvest/Scanpix

Da Mary Donaldson den 14. maj 2004 gik op til alteret i Vor Frue Kirke for at lade sig vie til den danske kronprins og dermed blive kronprinsesse, stod Rasmus Therkildsen, der dyster i dette års "X Factor" på første parket.

Sammen med resten af Københavns Drengekor sang han nemlig ved brylluppet.

- Vi (drengekoret, red.) stod oppe på balkonen og kunne kigge ned på alle de her vigtige mennesker med deres ordener og pynt på skuldrene. Og jeg kan stadig huske den der kæmpe lange kjole, Mary havde på, fortæller Rasmus.

Da brylluppet fandt sted, var han lige omkring de 14 år, og dengang syntes han ikke, det var så stort, som han synes, når han nu tænker tilbage på begivenheden.

- Selvfølgelig nød jeg det, men dengang var det en del af min skolegang, det var bare noget, vi skulle gøre. Hvis jeg fik den mulighed nu, så ville det være helt vildt, siger han.

- Det kunne være sjovt at prøve det igen. I dag ville man jo se det på en helt anden måde, det ville være en kæmpe ære. Der er også forskel på at gøre det alene og sammen med 20-30 andre drenge, siger Rasmus, der uge efter uge har sunget sig videre i "X Factor".

Men det er ikke kun kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, der har nydt godt af den 28-årige tømrers musikalitet. Også den danske majestæt har hørt Rasmus synge live.

- Jeg har optrådt for dronningen på kongeskibet. Jeg kan huske, at man kom ind i den der lille stue, hvor hun sad helt rank i en stor stol. Og så var det bare at synge. Det var ret vildt, men man gjorde det jo bare, fortæller han.

Fredag skal han forsøge at synge sig videre til semifinalen i årets "X Factor".

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.