For de tre drenge i bandet RaiDen har deltagelsen i DRs X Factor indtil videre været fyldt med både op - og nedture.
I fredagens program havnede de i farezonen, men blev stemt videre af dommeren Remee. Til gengæld blev weekenden efter en noget blandet fornøjelse.
- Fredag og lørdag har været hårde. Vi har fået ekstremt mange fede kommentarer, men vi har altså også fået nogle negative, og vi har faktisk fået trusler. Der var blandt andet en, der skrev, at han ville komme efter os med et baseballbat!, fortæller en chokeret Milo til ugebladet Se & Hør.
Og selvom de tre drenge forsøger at være positive, så rammer de negative henvendelser dem hårdt.
- Det er klart, at man bliver berørt af de negative kommentarer på et eller andet plan. Vi ved godt, at musikbranchen er hård, men nogle gange føles det som direkte angreb på os som personer, og det kan man ikke undgå at blive påvirket negativt af. Det er superhårdt, og jeg bliver utrolig ked af det, siger Michael til Se og Hør.