X Factor -vinderen Martin har stor succes.
Vindersangen The 1 har nemlig på blot en uge udløst ny danmarksrekord som værende den hurtigst sælgende single på den digitale download chart nogensinde.
Singlen blevet downloadet mere end 15.000 gange, hvilket svarer til, at den har solgt til platin. Det oplyser pladeselskabet Sony BMG, som står bag Martins debutalbum.
Men Martins succes slutter ikke her.
Faktisk var singlen i sidste uge også Sony BMGs 12. mest downloadede i hele Europa - en placering, der er sjælden for en dansk artist, når den nærmeste konkurrence er fra superstjerner som Justin Timberlake, Michael Jackson og Alicia Keys.
Herudover har Martins hjemmeside www.x-martin.dk på de første seks dage haft mere end 140.000 unikke besøgende, hvor især Martins videodagbog er et hit.
Martin optræder for første gang live på scenen siden sin sejr i X Factor på lørdag ved uddelingen af Boogie Prisen, der sendes på DR.