Han blev vraget af pladeselskabet Sony BMG, men alligevel har charmetrolden Frederik sin første single klar.
Nu mangler han bare et pladeselskab, der vil udgive en plade, hvor singlen kan indgå.
Det er Søren Poppe, der står bag sangen. Han fattede stor interesse for Frederik, da han så ham i X Factor , og mens Frederik stadig lå i forhandlinger med Sony BMG, tog Søren Poppe kontakt til selskabet og fik lov at indspille sit nummer med Frederik.
- Pludselig stod jeg i et øvelokale med Søren Poppe. Sangen var en sjov og god sang om kærlighed, og det hele var enormt spændende og dejligt, fortæller Frederik til bt.dk.
Søren Poppe selv var ikke et øjeblik i tvivl om, at han gerne ville lave noget med Frederik efter at have set ham på scenen.
Fortsætter samarbejdet
- Frederik havde et specielt reggae-touch, og jeg blev inspireret af hans personlighed, så jeg skrev en sang, som, jeg synes, ligger godt til ham. Det blev en glad engelsk sang, som ligger lidt op ad titelsangen fra Mowgli,«fortæller Søren Poppe, der ifølge bt.dk mener, at Frederik røg for tidligt ud af X Factor .
Men han vil meget gerne fortsætte samarbejdet med Frederik, hvis Frederik får en pladekontrakt.
- Nu er det op til Frederik. Han er superfed og arbejder skarpt og hurtigt i et studie, selvom det er første gang, han står der. Vi indpsillede sangen på tre timer, og det var en positiv oplevelse. Jeg vil meget gerne lave noget mere med ham, og hvis han får et konkret tilbud, skal jeg nok hjælpe ham videre, forklarer Søren Poppe.