- Det er denne sæsons mest irriterende situation for mig.
Så klart udtrykte Thomas Blachman det, da han fredag aften måtte sende en af sine egne deltagere i "X Factor" hjem.
Han valgte at sige farvel til KAOS, som Oh Land undervejs kærligt havde kaldt den stenede duo.
Således fik Danske Spils oddssættere næsten ret i deres forudsigelser. Tidligt fredag mente de, at det stort set var givet, at KAOS og Elva Wahlberg ville ryge ud i en såkaldt save me-sang for blive i programmet. Men sådan gik det altså ikke.
Overraskende skulle Cristian Oprea ud i en overlevelseskamp, hvor han var oppe imod KAOS.
I næste uge er der semifinale i "X Factor". Her skal der skilles en enkelt deltager fra i kampen om at nå finaleshowet i Randers Arena 5. april.
I semifinalen er dommerne sat uden for indflydelse, og det er således op til seerne at vælge, hvilke deltagere der skal have en finaleplads.