Tv-programmerne "Her er dit liv" vender tilbage til skærmen med ny vært i skikkelse af X Factor-dronningen Lise Rønne.
Det meddeler DR i en pressemeddelelse.
Lise Rønne skal være vært fire fredage i august, når DR1 går tættere på en række danskere, der har gjort livet lidt sjovere, lidt festligere og lidt mere underholdende for mange mennesker.
- I efteråret genoptog DR1 den gode gamle klassiker "Her er dit liv" i en opgraderet version. Nu følger yderligere fire afsnit, hvor familie og venner i al hemmelighed bliver hentet ind fra nær og fjern for at overraske aftenens gæst, hedder det i i pressemeddelelsen.
Konceptet er helt, som det plejer at være.
- Vi kaprer store personligheder, som har betydet noget særligt for mange danskere. Programmet er både en hyldest til hovedpersonen og et festligt og ofte rørende møde med dem, som har betydet noget særligt for hovedpersonen.
- Jeg glæder mig til at afsløre, hvem vi har med i de kommende fire programmer, siger Jan Lagermand Lundme, underholdningschef i DR.
I efteråret var det blandt andre Casper Christensen, Peter Frödin og Remee, der var hovedpersonen i programmerne, hvem der denne gang skal i ilden, venter DR med at afsløre.
Lise Rønne har gennem årene været vært på en række store DR-satsninger, heriblandt 'Aftenshowet', 'Melodi Grand Prix', 'Året der gik' og ikke mindst 'X Factor'.