Når den næste sæson af X Factor toner frem på skærmen 1. januar, er det nok de færreste seere, som har lyst til at høre høj musik.
Heldigvis har den nye X Factor-dommer Pernille Rosendahl, som er pladeaktuel med bandet The Storm, en sikker kur mod tømmermænd.
"Man drikker noget mere, så man glemmer det," siger sangerinden til Ritzau.
Hendes kollega ved dommerbordet produceren Carsten 'Soulshock' Schack har dog ingen mirakelkur mod tømmermænd.
"Jeg synes, jeg hører noget med salt og appelsin. Jeg synes sgu ikke, der er noget, der virker. Jeg har stadig tømmermænd," fortæller han.
Der er dog intet, der tyder på, at de to stjerner selv får de store problemer med tømmermænd på årets første dag.
Pernille Rosendahl har for længst indset, at nytårsaften som regel ender med at blive en fiasko på grund af høje forventninger, så hun går i seng klokken 24. Og Carsten 'Soulschock' Schack har valgt de vilde nytårsfester i LA fra til fordel for en hyggelig aften med familien.