Hver fredag troner han frem på skærmen som den nye dommer i "X Factor".
Simon Kvamm var i forvejen en succesfuld musiker, men har i dén grad også begejstret seerne med sin viden og indlevelse i det populære program.
Men hvor meget ved du egentlig om den populære dommer, som i aften har hovedrollen i "X Factor".
Vi har googlet lidt for dig, så du kan lære Simon Kvamm lidt bedre at kende.
Simon Kvamms hjemby er Silkeborg.
Han blev student fra Silkeborg Amtsgymnasium i 1994 og er også ret vild med fodboldklubben Silkeborg IF, hvor han selv har spillet.
Det er også Simon Kvamm, der står bag klubbens indløbssang, når de spiller på hjemmebane.
Ifølge ugebladet HER & NU er Simon Kvamm også troende og har flere gange åbent erklæret sit tilhørsforhold til den kristne tro.
I måske endnu højere grad en mange af de andre dommere gennem tiden, så kan Simon Kvamm også prale af selv at være en succesfuld musiker.
Gruppen Nephew har vundet et utal af priser, lavet mange hits og næsten solgt en halv million albums.
Simon Kvamms nyeste musikprojekt er bandet Hugorm.
Når Simon Kvamm møder pressen i forskellige anledninger har han også en fordel i forhold til sine musikalske kolleger.
Efter endt studentereksamen begyndte han nemlig selv på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, men dog uden helt at færdiggøre uddannelsen.
I stedet droppede han ud for at lave tv, hvilket blandt andet førte til de utroligt populære "Drengene fra Angora".
Privat er Simon Kvamm gift med journalisten Stine Ellerbæk og parret har sammen to døtre.