Asle Kjetil Rubbås huskes måske mest af tv-seerne som manden, der dukkede beruset op ved audition til X Factor sidste år. Natten til tirsdag sluttede festen dog for den 56-årige sanger.
Asle gik i koma, da organerne slog fra. Kort efter sov han stille ind. Det skriver B.T.
"Jeg er verdens mest kendte alkoholiker," udtalte Asle for kun en uge siden.
Med tv-berømmelsen var det lykkes Asle at stable et album på benene, som han skulle til at indspille sammen med en kammerat. Det blev dog aldrig til noget, da alkoholen slukkede drømmen.
Vennen, der også kørte Asle på hospitalet forleden, har flere gange forsøgt at få sin bedste ven til at slippe misbruget. Personligheden fra X Factor har dog aldrig haft lyst til at sætte flaskerne på hylden.
X Factor-dommerne er også berørte af den tragiske nyhed.
"Det er så sørgeligt at høre, at han er død. Asle var en stor personlighed," siger Remee, der var med til at sende Asle videre i konkurrencen på betingelse af, at han kunne holde sig fra sprutten.