Som international sportsstjerne har Caroline Wozniacki hele verden som legeplads, men selv om hun til daglig bor med familien i Monaco, så har hun ikke glemt sine danske rødder.
Lille Caroline svingede først ketcheren i Køge og Farum - og snart kan sommeren måske igen tilbringes i "hjemlige" omgivelser i Danmark.
Caroline Wozniacki og manden David Lee har nemlig planer om at investere i et sommerhus i Danmark.
Det afslørede "Miss Sunshine" ved et stort pressemøde i forbindelse med forberedelserne til US Open.
Til eb.dk siger Caroline Wozniacki.
- Vi kunne rigtig godt tænke os et sommerhus et sted, hvor der er dejligt. Vi går og kigger lidt, men der er intet stress. Vi har masser af tid, og børnene er stadig så små, fortæller Caroline Wozniacki til avisen og siger videre, at det især er hensynet til børnene, der peger på Danmark.
- Danmark vil selvfølgelig altid være et specielt sted for mig. Det er et fantastisk sted at have børn. Der er mange ting, der er nemt ved at have børn i Danmark. Der er mange parker, og der er mange aktiviteter for børnene. Der er meget fællesskab omkring børn og forældre. Så det er jo et fantastisk sted at vokse op, siger den danske tennisstjerne.
Netop på grund af børnene, toårige Olivia og James på ni måneder, er det vigtigt for Caroline Wozniacki at bruge tid med familien i hendes hjemland. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix