Hun er verdens næstbedste tennisspiller. Hun er kendt for sit store smil og sine lyse lokker. Og så scorer hun kassen ved sponsorater med gigantfirmaer som Rolex og Adidas.
Men i dag bliver det knapt så glamourøst for den 19-årige tennisstjerne Caroline Wozniacki.
Caroline og faderen Piotr bliver nemlig stævnet i Københavns Byret for at have brudt en mundtlig sponsoraftale, som Piotr indgik tilbage i 2005. Det skriver Berlingske Tidende.
En sponsoragent hævder nemlig, at han fortsat mangler at få udbetalt 669.500 kroner for arbejde, der blev udført, da Wozniacki indgik et sponsorat med Europæiske Rejseforsikring.
Sponsoraftalen blev senere forbedret økonomisk og løber stadig. Sagsøren mener derfor, han har krav på en større betaling end den, han allerede har modtaget.
Ifølge avisen handler sagen om mundtlige aftaler, men der skulle angiveligt være dokumentation for, at Piotr Wozniacki gennem sin advokat har udbetalt mindre rater af det lovede beløb til sagsøgeren.
Det er ikke først gang, at far Wozniacki har måttet møde op i retten. I 2008 blev han ved Retten i Lyngby dømt til at betale 22.000 kroner og sagsomkostninger til to af Carolines tidligere trænere, der var blevet betalt mindre, end de oprindeligt var blevet lovet.