En stor karriere trækker mere og mere op til at få en sørgelig afslutning. Tirsdag måtte tennisstjernen Caroline Wozniacki endnu en gang forlade en turnering i utide midt i en kamp på grund af en skade.
I første runde af Italian Open i Rom måtte danskeren opgive at spille videre efter at have tabt første sæt 6-7 mod Danielle Collins fra USA.
Det er blot en uge siden, at Wozniacki oplevede en lignende variant. Da måtte hun i Madrid Open forlade banen allerede efter tre partier mod franske Alizé Cornet.
Mens det i sidste uge var rygproblemer, var det denne gang smerter i den ene læg, der fik hende til at kvitte.
Derudover døjer Wozniacki med den leddegigtsygdom, hun fik konstateret sidste sommer. Den forsøger hun at holde i skak med medicin, men den blusser op i forskellige omfang som sidst i april, da hun fortalte om store smerter.
Efterfølgende vurderede hendes bror, Patrik Wozniacki, at et karrierestop kan lure lige om hjørnet, og tirsdagens skade bidrager kun til yderligere spekulationer.
Wozniacki havde læggen bundet op fra kampens begyndelse. Hun så ikke decideret skadet ud, men var tydeligvis hæmmet i sine bevægelser, når hun skulle i yderpositioner.
Overskuddet i spillet manglede i høj grad, men alligevel bragte danskeren sig foran 2-0 med et tidligt servegennembrud.
Collins, der satser stort i duellerne, vendte dog hurtigt kampen til egen fordel med fem partier i træk til føring på 5-2.
Men Wozniacki har alle dage været kendt som en ukuelig fighter. Hun holdt boldene i gang og fremtvang amerikanske fejl, så stillingen ændrede sig fra 2-5 til 5-5 og siden 6-6.
Dermed skulle sættet afgøres i tiebreak, hvor Collins spillede sig til tre sætbolde ved 6-3. Hun udnyttede den sidste, hvorefter Wozniacki trak sig.
Nu er næste opgave grand slam-turneringen French Open, der begynder 26. maj, men spørgsmålet er bare, om Wozniacki er i en forfatning, hvor hun kan konkurrere.
/ritzau/