Leveret af Ritzau Fokus
Opdateret kl. 03:59
Der var ingen slinger i valsen, da Caroline Wozniacki natten til onsdag dansk tid spillede sig videre i WTA-turneringen i amerikanske New Haven.
Den danske tennisstjerne uddelte et såkaldt æg, da hun vandt første sæt 6-0 mod Alison Riske fra USA. I andet sæt blev cifrene 6-2 i Wozniackis favør.
Sejren kom i hus i løbet af mindre end en times spil.
Caroline Wozniacki formåede kampen igennem at spille stabilt i egne servepartier, mens hun fem gange brød den 25-årige amerikaners serv og selv lavede få uprovokerede fejl.
I anden runde i New Haven, hvor Wozniacki har vundet fire gange tidligere i karrieren, møder danskeren italienske Roberta Vinci. Hun udraderede verdens nummer 25, canadieren Eugenie Bouchard, i sin første kamp.
Det står helt lige i indbyrdes opgør mellem Vinci og Wozniacki, der hver har vundet to gange mod hinanden.
Turneringen i New Haven er optakt til årets sidste grand slam-turnering, US Open, der spilles næste uge i New York.
/ritzau/