Caroline Wozniacki hentede torsdag sin tredje sejr af tre mulige i gruppespillet ved tennisturneringen i Sofia med det pompøse navn Tournament of Champions.
Hun er nu sikker på at gå videre til semifinalerne.
Danskeren måtte dog gennem en lang kamp med mange vanskeligheder, før hun for øjnene af blandt andre sin kæreste, golfstjernen Rory McIlroy, besejrede verdens nummer 32, slovakken Daniela Hantuchova, med cifrene 3-6, 7-6, 6-4.
Caroline Wozniacki, der vandt sine to første gruppekampe over Su-Wei Hsieh fra Taiwan og italieneren Roberta Vinci, fik brudt sin serv i kampens første parti, og det blev ganske betegnende for sættet.
Selv om Wozniacki omgående brød tilbage, forløb første sæt på Daniela Hantuchovas præmisser.
Slovakken brød danskerens serv til 3-2 og igen til 6-3 på vej mod sætsejren.
I andet sæt fik Caroline Wozniacki med to tidlige servegennembrud bragt sig foran 2-1, men det gik galt ved 5-4, da danskeren skulle serve for sætsejren.
Andet sæt endte i tiebreak, hvor verdens nummer 11 dog var stærkest og vandt 7-4.
I tredje sæt holdt de to spillere usædvanligt deres serv frem til dansk 5-4-føring.
Daniela Hantuchova førte 40-0, men efter dansk fight og slovakiske fejl fik Wozniacki vundet fem point på stribe og dermed kampen.
Kampen varede i omkring to timer og tre kvarter.
Caroline Wozniacki fører nu 6-1 i indbyrdes kampe mod Daniela Hantuchova.
/ritzau/