Wozniacki skal møde britisk hjemmebanehåb

Caroline Wozniacki står i første runde af den olympiske tennisturnering over for briten Anne Keothavong.

Caroline Wozniacki skal nok ikke regne med at have publikum på sin side, når hun tager hul på den olympiske tennisturnering.

Lodtrækningen, der blev foretaget torsdag middag, parrede nemlig den tidligere verdensetter med briten Anne Keothavong, som helt sikkert vil have mange fans på tilskuerpladserne på Wimbledon-anlægget.

Keothavong er kun den næsthøjest rangerede brite på verdensranglisten, hvor hun er nummer 76.

Selv om hun har været professionel i mere end 10 år, er det aldrig lykkedes hende at vinde en WTA-turnering.

Til gengæld har hun 19 gange i karrieren vundet en single turnering på næsthøjeste niveau, ITF Womens' Circuit.

De to spillere har mødtes en enkelt gang i karrieren. Det var på hardcourt i Memphis i 2009, hvor danskeren tog en knusende 6-1, 6-0-sejr i semifinalen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.