Caroline Wozniacki ligger nummer et på verdensranglisten, men har trods sin stjernestatus aldrig vundet en af de helt store titler.
Det er ikke kun de kommende grand slam-turneringer, som det danske tennis-es skal forsøge at vinde. OL i 2012 er et kæmpe mål for tennisspilleren, der kan vælge at sprænge sparegrisen for at blive toptunet.
"I Charleston havde vi en snak med Martina Navratilova. Dengang hun var aktiv, vandt hun ikke blot de store single-turneringer. Hun havde også fremragende resultater i dame- og mixeddouble. Vi har planer om at engagere hende som konsulent. Det er selvfølgelig ikke nogen billig fornøjelse. Prisen for at hyre hende kan meget vel nå op omkring 300.000 US-dollars. Men de penge betaler vi gerne af egen lomme," siger Caroline Wozniackis far, Piotr Wozniacki, til B.T. om at få den tidligere stjernespiller som træner.
Der er ingen tvivl om, at den danske tennisspiller vil gøre alt for at få en OL-medalje om halsen.
"Danmark betyder meget for Caroline. Hun elsker at repræsentere sit land. Man kan selvfølgelig godt sige, at hendes chancer for at vinde OL-medalje er bedst i single. Men når der også er en lille chance - måske fem procent - for, at hun også kan være med i medaljekampen i doublerækkerne, synes vi, den er værd at forfølge," siger Piotr Wozniacki til avisen.
Caroline Wozniacki har været i forrygende form i 2011, hvor det er blevet til tre turneringssejre.
Kilde: Sporten.dk.