Wozniacki ottendeseedet til US Open

Caroline Wozniacki er blevet seedet otter i den amerikanske grand slam US Open. Azarenka er seedet etter.

Som følge af hendes placering på verdensranglisten er den danske tennisspiller Caroline Wozniacki blevet seedet til en ottendeplads til kvindernes singleturnering i næste uges amerikanske grand slam US Open.

Det oplyser turneringens officielle side, som også fortæller, at de bliver trukket lod til kampene torsdag klokken 18 dansk tid.

Hviderussiske Victoria Azarenka er topseedet i US Open, der begynder den 27. august og slutter den 9. september i bydelen Flushing i New York.

Agnieszka Radwanska fra Polen er seedet toer, Maria Sharapova treer og den tredobbelte US Open-vinder og nyklækkede olympiske mester Serena Williams firer.

Sidste års vinder Samantha Stosur fra Australien er seedet lige foran Caroline Wozniacki, mens belgiske Kim Clijsters må tage til takke med en seedning som nummer 23.

Venus Williams er den eneste af de deltagende tidligere vindere af US Open, som ikke er seedet til årets turnering.

Hos herrerne er Roger Federer seedet nummer et, mens sidste års vinder Novak Djokovic er seedet toer.

Caroline Wozniacki var i 2009 i finalen i US Open, hvor hun tabte til Clijsters.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.