Caroline Wozniacki blev offer for en af US Opens største overraskelser, da den lille, aggressive italiener Camila Giorgi slog hende ud i tredje runde natten til søndag dansk tid.
Den 21-årige kvalifikationsspiller fyrede intet mindre end 46 vinderslag af sted, mens Wozniacki fik sendt bare 13 den anden vej.
- Hun var bare på bolden hele tiden, siger danskeren.
I første sæt fik flere af boldene lidt for meget og endte i nettet eller på den forkerte side af baglinjen. Men i andet sæt fik italieneren mere styr på sine kraftfulde slag.
- Pludselig kom hun ind i rytmen og begyndte at slå på alt, lyder det fra Wozniacki ifølge AFP.
- Hun spillede virkelig godt. Hun slog nogle risikofyldte slag, og det lykkedes for hende. Hun gik efter linjerne, siger den sjetteseedede dansker.
Kampen bød samtidig på 27 uprovokerede fejl fra Wozniackis side - et højt tal for den normalt stabile dansker.
Hun formåede heller ikke at udnytte sine muligheder for at bryde Giorgis serv. 11 gange stod Wozniacki med en breakbold. Kun to gange fik hun brudt. Hendes modstander stod til sammenligning ni gange i samme situation - tre gange med heldigt udfald.
- Jeg havde mange muligheder for at bryde i andet sæt, men jeg udnyttede dem ikke, siger Wozniacki.
- Hun satte mig under pres, og jeg begyndte at spille korte bolde, tilføjer hun ifølge WTA's hjemmeside.
Giorgi, der kun måler 168 centimeter og ligger nummer 136 i verden, spillede til gengæld sit livs kamp til stor glæde for et jublende publikum på Arthur Ashe-stadionet i New York.
US Open er tilmed - på grund af en skulderskade - hendes første turnering siden Wimbledon.
- Det var en fantastisk kamp. Mit første sæt var ikke så godt, men efter det, fokuserede jeg bare på hvert point, siger italieneren ifølge AFP.
Kampen endte 4-6, 6-4, 6-3 i italiensk favør.
/ritzau/