Den danske tennisteenager Caroline Wozniacki står i kvartfinalen i WTA-turneringen Mediabank International i Sydney over for en stor opgave.
Hun møder nemlig den tidligere verdensetter Serena Williams.
Kampen mod den nidobbelte Grand Slam-vinder er kommet i hus efter en let sejr over Melanie South fra Storbritannien med cifrene 6-2, 6-0.
Serena Williams er seedet nummer et i turneringen og giver uden tvivl danskeren langt hårdere modstand, end hun tidligere i turneringen har mødt. Amerikaneren blev klar til kvartfinalen efter en sejr over italieneren Sara Errani med cifrene 6-1, 6-2.
Mediabank International fungerer som opvarmningsturnering til årets første Grand Slam, Australia Open, som begynder i næste uge.