Tredjeseedede Caroline Wozniacki har på papiret gode chancer for at spille sig i kvartfinalen af WTA-turneringen i New Haven, hvor danskeren er firedobbelt forsvarende mester.
Efter at have spillet sig videre til anden runde natten til tirsdag dansk tid med en sikker sejr over russeren Ekaterina Makarova møder Wozniacki nu svenskeren Sofia Arvidsson - verdens nummer 51.
Wozniacki er selv nummer otte i verden, og i syv indbyrdes opgør står danskeren noteret for fem sejre over Arvidsson.
Et af nederlagene fandt sted i en kamp, hvor Wozniacki opgav at fuldføre på grund af en skade.
De to spillere mødtes senest tidligere på året i Indian Wells, hvor der ligesom i New Haven spilles på hardcourt.
Her sejrede Wozniacki med 3-6, 7-5, 6-2. Wozniackis øvrige sejre har været uden sættab.
Det skandinaviske opgør spilles onsdag.
/ritzau/