Der er babyboom i familien Wozniacki. Caroline Wozniacki blev i juni mor for første gang, da hun fødte datteren Olivia.
Nu vokser familien Wozniacki igen. Carolines storebror, Patrik Wozniacki og hans kone, Sofie Pamer, venter deres andet barn.
Det afslører både den vordende mor og kommende far på deres instagram-profiler tirsdag formiddag, hvor lykønskningerne allerede vælter ind.
Parret er i forvejen forældre til sønnen Nicolas, der er tre år gammel.
Den lille familie, der snart bliver til fire, er i øjeblikket på ferie under varme himmelstrøg.
Patrik Wozniacki deltog i 2010 i ”Vild med dans”, hvor han svang Claudia Rex rundt på dansegulvet. Hans kone Sofie har også en fortid på tv. I 2006 var hun med i ”Paradise Hotel” og i 2007 prøvede hun sig selv og sine kræfter af i ”Robinson Ekspeditionen”.