Caroline Wozniacki har tilbragt 71 uger på verdensranglistens førsteplads, og med en triumf i det igangværende US Open kan hun nærme sig flere, da hun i så fald truer Simona Haleps position som verdensetter.
Rumæneren tabte mandag i første runde i årets sidste grand slam-turnering og vil derfor have 8061 ranglistepoint efter US Open. Wozniacki kan med en triumf i turneringen bringe sig op på 7905.
Men den andenseedede dansker tænker slet ikke i de baner.
- Faktisk ikke. Helt ærligt tænker jeg kun på mig selv. Jeg fokuserer mere på at prøve at spille godt, og så tager jeg det, som det kommer, siger Caroline Wozniacki.
Tirsdag vandt hun forholdsvis enkelt i første runde over Samantha Stosur med 6-3, 6-2, og nu venter torsdag ukraineren Lesia Tsurenko.
Her er danskeren favorit, og det var ventet, at den første store udfordring ventede i tredje runde i skikkelse af letten Anett Kontaveit, der på gruset i Rom dette forår udspillede Wozniacki og vandt 6-3, 6-1.
Men Wozniacki slipper for at møde den hårdtslående Kontaveit i denne omgang. Sent tirsdag måtte hun nemlig se sig slået i en sej tresætter af tjekken Katerina Siniakova, der rangerer som nummer 54 i verden.
Det er dog ikke noget, der tiltrækker danskerens opmærksomhed.
- Jeg kigger aldrig på lodtrækningen. Selvfølgelig så jeg, at Halep tabte, men hun havde også fået en hård lodtrækning, lyder det fra Wozniacki.
Hun har prøvet at tabe til Siniakova i finalen i svenske Båstad sidste år, men tidligere har danskeren to gange besejret tjekken ganske komfortabelt på hardcourt, som også er underlaget i New York.
Wozniacki vandt Australian Open i januar, men gennemgående har hun leveret de bedste grand slam-resultater i US Open.
Fem gange er hun nået til semifinalen, og to gange har hun banet sig vej til finalen. Her tabte hun til Kim Clijsters og Serena Williams i henholdsvis 2009 og 2014.
/ritzau/