Hollandske Kiki Bertens var ingen opgave for den danske tennisspiller Caroline Wozniacki, der nu er klar til tredje runde af WTA-turneringen i Montreal efter en sikker sejr på 7-5, 6-1.
Kampen skulle ellers have været færdiggjort natten til fredag dansk tid, men regn over den canadiske storby udsatte afgørelsen ved stillingen 4-0 i andet sæt.
Derfor var det kun nødvendigt med mindre end 15 minutters arbejde, da de sidste partier skulle spilles færdig med et halvt døgns forsinkelse.
Men der kan også være god grund til at spare på kræfterne, for efter tidsplanen får Wozniacki kun nogle timers pause, inden hun skal i aktion igen natten til lørdag.
Her bliver modstanden formentlig en klasse bedre, når den usbekiskfødte amerikaner Varvara Lepchenko venter. Hun er nummer 39 på den seneste verdensrangliste.
Wozniacki har hidtil mødt hende to gange og vundet begge opgør.
/ritzau/