Caroline Wozniacki er klar til tredje runde af Qatar Open.
Danskeren slog tirsdag aften australieren Daria Gavrilova med 6-3, 6-3 på lidt under halvanden time.
På intet tidspunkt var den 13.-seedede dansker i problemer. Allerede tidligt i kampen brød hun Gavrilova, og så kunne Wozniacki med endnu et break køre en sikker sætsejr i hus.
Selv afgav danskeren kun en enkelt breakbold i første sæt, selv om hun kun fik halvdelen af sine førsteserver ind.
I andet sæt fik Wozniacki førsteserveprocenten op på 69, men på resultattavlen kunne hun se det samme sætresultat, 6-3.
Det var første gang, at danskeren og den russisk-fødte Gavrilova mødtes i en WTA-turnering.
Selv når danskeren til tider sløsede og afgav dumme point, kom hun ikke i problemer.
Det må tolkes som et styrketegn for Wozniacki, der i første runde ellers havde problemer med at spille sig forbi kvalifikationsspilleren Ana Konjuh, som vandt et sæt over danskeren.
Onsdag får Wozniacki fornøjelsen af endnu en kvalifikationsspiller i form af russeren Elena Vesnina, der overraskende slog andenseedede Simona Halep i tre sæt.
29-årige Vesnina ligger nummer 118 på verdensranglisten.
Tidligere tirsdag røg også Angelique Kerber ud af turneringen i Qatar, da hun tabte til kineseren Zheng Saisai.
Tyskeren vandt ellers Australian Open tidligere på året, men i Qatar blev hun besejret med cifrene 5-7, 1-6.
/ritzau/