Det var en meget trist Caroline Wozniacki, der mødte pressen efter torsdag morgen at have tabt semifinalen i Australian Open til Li Na i tre sæt.
Danskeren misbrugte selv en matchbold og er så bitter og skuffet, at hun ikke gider se tennis.
"Man siger jo, at man lærer mere af sine nederlag end af sine sejre, men lige nu tænker jeg bare på, hvordan jeg kommer igennem denne dag. Og jeg skal i alt fald ikke se tennis, sagde hun.
Nederlaget har taget hårdt på Wozniacki, der altså stadig ikke har vundet en 'grand slam' til trods for hendes placering som nummer ét på verdensranglisten.
"Det var da hårdt. Det er altid hårdt at tabe, men det er især hårdt at tabe på den måde. Lige nu er det ret svært at se, hvordan man kommer videre. Men jeg er en fighter, så jeg kommer også tilbage. Og livet går videre," siger hun skuffet.
"Jeg synes hele tiden, at jeg har haft niveauet til at vinde. Men i en Grand Slam skal du bare have tingene til at passe sammen gennem to uger."
Og Caroline ramte bare ikke dagen i forhold til kinesiske Li Na, der var god på de vigtige bolde.
"Normalt får jeg hevet marginalerne over på min side, men i dag var det hende," siger Wozniacki.