Efter opvisningsspil i de foregående runder måtte Caroline Wozniacki i nat dansk tid sande, at der stadig er et stykke vej til den absolutte verdenstop i kvindetennis.
I 1/8-finalen af den stærkt besatte turnering i Indian Wells, Californien, måtte hun se sig slået af verdens nummer tre, Svetlana Kuznetsova, med 6-2 og 6-3.
Den 22-årige russer var kampen igennem en klasse over sin danske modstander og spillede sig fortjent videre. Wozniacki kan dog efter sine gode præstationer i de indledende runder se frem til at tage endnu et par skridt frem på verdensranglisten, hvor den 17-årige tennispige på den seneste opgørelse lå nummer 47.