Efter en hæderlig indsats ved OL's tennisturnering er Caroline Wozniacki nu tilbage på WTA Touren. Denne gang gælder det den store turnering i Montreal, Rogers Cup.
Og her har den danske tennisspiller fået en fribillet, således at hun først træder ind i anden runde, der spilles fredag.
Her skal Wozniacki, der i øjeblikket indtager en ottendeplads på verdensranglisten, møde den hollandske kvalifikationsspiller Kiki Bertens. Bertens vandt overraskende over russiske Nadia Petrova i turneringens første runde.
Kvindernes top 10 er stærkt repræsenteret i den canadiske storby. Der er således kun OL-finalisterne Serena Williams og Maria Sharapova, der ikke deltager.
Herreafdelingen, der sideløbende spilles i Toronto, har også et stærkt felt. Her stiller blandt andre OL-guldvinderen Andy Murray og den tidligere verdensetter Novak Djokovic op.
Der spilles finale i turneringen mandag den 13. august.
/ritzau/